TILLYKKE: Judi Dench fylder 80 år
Judi Dench har i årevis været en darling på den britiske scene – og i dag, 9. december, fylder hun 80 år. Stadig med fuld fart på. Judi har været aktiv skuespiller i mere end et halvt århundrede, siden hun i 1957 debuterede på det legendariske Old Vic Theatre i London i Shakespeares ”Hamlet”. Det skriver Berlingske.
Judi Dench er på det nærmeste vokset op på de skrå brædder, for tilbage i barndommen i York arbejdede begge hendes forældre på det lokale teater. Til gengæld havde hun nået en moden alder, før hun storhittede på det store lærred. Det skete, da hun som 60-årig for første gang spillede James Bonds chef kaldet M i ”Golden Eye”. Siden er det blevet til syv herlige eventyr med Bond.
Gennem årene har hun været med i en perlerække af film og vandt bl.a. en Oscar for sin rolle som Elizabeth I i ”Shakespeare in Love”. Desuden er hun adlet til Dame af den britiske dronning.
Privat blev hun i 1971 gift med skuespilleren Michael Williams, som hun til sin store sorg mistede i 2001, da han døde af kræft. Deres datter er skuespilleren Finty Williams.