Jennifer Lopez afslører søde detaljer fra sit bryllup med Ben Affleck
Et drømmebryllup uden lige.
Sådan beskriver Jennifer Lopez sit bryllup med Ben Affleck.
Søndag begyndte der at florere rygter om, at Jennifer Lopez og Ben Affleck, der blev forlovet i april, havde sagt ja til hinanden.
Det bekræfter Jennifer Lopez nu i sit nyhedsbrev OnTheJLo, hvor hun deler detaljer fra den store dag.
Det lykkelige par blev gift lørdag i Las Vegas, og ifølge popstjernen blev brylluppet præcis, som parret ønskede det. Romantisk og på en og samme gang uhøjtideligt.
Jennifer Lopez afslører i sit nyhedsbrev, at hun og Ben Affleck fløj til Las Vegas sent om aftenen, og at de lige akkurat nåede frem til bryllupskapellet i tide.
– I går aftes fløj vi til Las Vegas for at få vores attest og stod i kø med fire andre par, der havde taget samme rejse til verdens bryllupshovedstad, skriver Lopez og tilføjer:
– Bag os stod to mænd og holdt i hånd og holdt om hinanden. Foran os stod et ungt par, der havde taget den tre timer lange køreture fra Victorville på deres datters 2-års fødselsdag.
Jennifer Lopez, der bar “en kjole fra en gammel film”, fortæller, at parret egentlig ønskede, at det var “Elvis”, der skulle stå for vielsen, men at det ikke kunne lade sig gøre – han var gået i seng.
Til gengæld holdt bryllupskapellet længere åbent, så de nygifte fik mulighed for at tage billeder i en pink Cadillac cabriolet, som den afdøde konge af rock and roll, Elvis, angiveligt selv skulle have kørt i.
– De havde ret, da de sagde, "alt, du behøver, er kærlighed". Vi er så taknemmelige for at have det i overflod, en ny skøn familie på fem fantastiske børn og et liv, som vi aldrig har haft mere grund til at se frem til, afslutter bruden sit nyhedsbrev og signerer med sit nye navn:
– Med kærlighed, Fru Jennifer Lynn Affleck.
Jennifer Lopez har tvillingerne, Emme og Max, fra sit ægteskab med sangeren Marc Anthony, som hun blev skilt fra i 2014, mens Ben Affleck har tre børn fra ægteskabet med Jennifer Garner, som han var gift med indtil 2018.