Beyoncé overhaler Oprah på magtliste
Beyoncé Knowles har ifølge finansmagasinet Forbes vippet Oprah Winfrey af pinden som den bedst indtjenende og mest magtfulde person i underholdningsindustrien.
Oprah har toppet listen fem ud af de seneste 10 år, men i år er hun faldet tilbage på fjerdepladsen, selv om hun stadig ejer sin egen TV-station og tjente 82 millioner dollars sidste år.
Når Beyoncé har kunnet slå hende i år, skyldes det ifølge Forbes, at hun har formået at opbygge et velvoksent forretningsimperium ved siden af sin musik.
Reklamer, parfumer og modefirma
- Beyoncé tjener millioner af dollars på reklamer for virksomheder som H&M og Pepsi. Hun ejer parfumeserier med navne som Heat, Rise and Pulse, og derudover driver hun modefirmaet House of Dereon, der fremstiller jeans, sko og accessories. Alt i alt vurderer vi, at Beyoncé tjente 115 millioner dollars mellem 1. juni 2013 og 1. juni 2014, skriver Forbes i sin begrundelse.
Hendes mand, rapperen Jay Z, bidrager også godt til husholdningen. Han er nummer seks på Forbes' top 100-liste over de mest magtfulde berømtheder.
På anden- og tredjepladsen er henholdsvis basketballspilleren LeBron James og musikeren Dr. Dre. Og lige efter Oprah Winfrey på fjerdepladsen finder man komiker og TV-vært Ellen DeGeneres.