Björn Ulvaeus gift i København: Dette ABBA-medlem var med
På en solskinsstrålende septemberdag i år blev Björn Ulvaeus og danske Christina Sas gift.
Flere danske kendisser deltog i festlighederne, blandt andet Anne Linnet og Kaya Brüel, der begge optrådte på dagen.
Og det var også et kendt ansigt, der viede parret. Dansk-britiske Sandi Toksvig, der tidligere har været vært på den britiske udgave af "Den store bagedyst", viede nemlig parret.
I et interview med The Sunday Times afslører Sandi Toksvig, hvilke af Björn Ulvaeus' ABBA-kolleger, der var gæster til den store kærlighedsfest.
– Der var omkring 130 gæster. Benny (Andersson, red.) spillede klaver – ikke ABBA-sange, afslører Sandi Toksvig om vielsen.
Herefter spørger journalisten ind til, om Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad var med, hvortil komikeren svarer:
– Nej.
Sandi Toksvig forklarer i interviewet, at hun og Björn Ulvaeus blev venner tilbage i 2015, da hun arrangerede en festival med skandinavisk tema, og Björn Ulvaeus optrådte med "Waterloo".
Til The Sunday Times forklarer Sandi Toksvig, at hverken han eller hende selv er religiøse, hvilket også skinnede igennem under vielsen.
– Christina, hans nye kone, er dansker, så jeg udførte ceremonien på både dansk, svensk og engelsk, genkalder Sandi Toksvig.
– Først lavede jeg noget sjov, så tog jeg en rød robe på og lavede en enkel tale, mens de udvekslede løfter og ringe, fortæller hun om ceremonien.