Britney Spears-sagen: Her er de tragiske anklager
Der var stor spænding om, hvad Britney Spears ville sige, da hun fik ordet ved retsmødet, der havde hendes værgemål som fokus.
Siden 2008, efter på daværende tidspunkt at have været gennem en periode med psykisk ustabilitet og psykiatrisk udredning, har Britney Spears været under værgemål - oprindeligt for at beskytte hende og herunder også hendes formue.
Til at begynde med var Britney Spears' far Jamie Spears værge for både hendes personlige og økonomiske forhold, men siden 2019 har en Jodi Montgomery taget sig af det personlige værgemål, mens Jamie, sammen med en advokat, fortsat styrer den forretningsmæssige og økonomiske del.
I dag anslås Britney Spears' formue ifølge CNN til at være på 60 millioner dollars, svarende til omtrent 373 millioner kroner.
Under onsdagens retsmøde, som Britney deltog i virtuelt, læste hun en række tragiske og chokerende anklager op.
- Der er sket meget, siden jeg senest var i retten for to år siden. Jeg har ikke været i retten siden, fordi jeg ikke følte, at jeg blev hørt, forklarede Britney blandt andet.
Ifølge Britneys version er der blandt andet sket dette:
- Britney føler, at hendes optræden i Las Vegas og turné i 2018 skete under tvang.
- Hun blev efter sigende tvunget til at indtage medikamentet Lithium mod sin vilje. "Jeg følte mig fuld. Jeg kunne ikke engang forsvare mig. Jeg kunne ikke engang have en samtale med min mor eller far om noget som helst. Jeg fortalte dem, at jeg var bange, og de fik seks forskellige sygeplejersker til at komme hjem til mig og observere mig, mens jeg var på denne medicin, jeg ikke ville være på til at begynde med," fortalte Britney. Ifølge CNN er Lithium almindeligvis blandt andet brugt til at behandle bipolar lidelse. Britney nævnte under retsmødet ikke nogen lægelig diagnose.
- Britney vil gerne have børn med kæresten Sam Ashgari, men sagde, at på grund af værgemålet må hun hverken blive gift eller få børn. Hun fortalte, at hun har en spiral, men at hendes værger angiveligt nægter at give tilladelse til, hun får den fjernet.
Ingen hjælp fra familien
Britney Spears mener endvidere, at hendes familie ikke har gjort noget som helst for at hjælpe hende, og at hun er blevet traumatiseret.
Nægtede at lukke dørene
- De har gjort et godt stykke arbejde med at udnytte mit liv. Så jeg føler, det bør være et åbent retsmøde, og at de skal høre, hvad jeg har at sige, slog Britney Spears fast.
Der er fastsat endnu et retsmøde i sagen den 14. juli.
Kilder: Hollywood Reporter og CNN