18. feb. 2020
Af Lene Skriver Bak
Elton John måtte forlade scenen i tårer
Elton John.
Arkivfoto: Mega
Elton John er i gang med sin afskedsturné. Til en koncert i Auckland i New Zealand måtte han opgive at gennemføre og forlade scenen i tårer.
Elton John måtte gå grædende fra scenen i Auckland i New Zealand.
Knap halvanden time inde i koncerten, der er en del af Elton Johns afskedsturné, måtte den populære hitmager give fortabt og stoppe koncerten.
- Jeg har fuldstændig mistet min stemme. Jeg kan ikke synge. Jeg er nødt til at gå, jeg beklager, sagde Elton John ifølge BBC fra scenen, inden han tydeligt oprevet blev hjulpet ud.
Publikum klappede Sir Elton af scenen.
Tidligere i koncerten havde sangeren, der står bag megahits som "Candle in the wind" og "Your song", selv fortalt, at han havde fået konstateret lungebetændelse.
Den blev altså for meget for Elton John, der måtte afbryde koncerten.
Elton John forventer dog at gennemføre de planlagte koncerter tirsdag og torsdag i Auckland.