Katy Perry var med til kroningen og optrådte for kong Charles: Her er hendes verdensberømte kæreste
Storbritannien har været på den anden ende i den forgangne weekend, hvor kong Charles og dronning Camilla blev kronet ved en højtidelig ceremoni i Westminster Abbey.
Millioner af mennesker verden over har fulgt med, og til selve kroningen deltog også mange udenlandske gæster – ikke mindst fra commonwealth-landene.
USA hører ikke til blandt dem, men ikke desto mindre var den amerikanske sangerinde Katy Perry alligevel med på den historiske dag. Hun har britiske forfædre, og hun har et nært forhold til landet.
Den 38-årige musiker er ambassadør for kong Charles’ nødhjælpsorganisation British Asian trust, og hun var blandt de mange store stjerner, som optrådte ved kroningskoncerten på Windsor Castle søndag aften, ligesom hun også overværede selve kroningen i Westminster Abbey dagen forinden.
Med sig havde hun ikke sin kæreste, der ligesom hende selv er en verdensberømt stjerne.
Katy Perry har siden 2016 dannet par med Orlando Bloom, som hun i august 2020 fik datteren Daisy sammen med, men ifølge Independent var han ikke rejst med hende til London - til gengæld havde sangerinden selskab af sin mor.
Orlando Bloom fulgte dog alligevel sin udkårne tæt på den store dag, og på Instagram skrev Orlando Bloom efter kroningskoncerten, at han er meget stolt af kæresten.
Katy Perry er kendt for hits som ”Dark Horse”, ”Roar”, ”Fireworks”, ”I kissed a girl” og “California Gurls”, mens 46-årige Orlando Bloom er skuespiller og især kendt for sine roller i filmene om ”Pirates of the Caribbean” og ”Ringenes Herre”.