Madonnas Evita-kostumer og prisstatuetter sælges på auktion
Madonna har fået mundvandet til at løbe hos mange af sine fans, efter at det er blevet kendt, at hun sætter noget af sit mest berømte tøj på auktion.
Det sker ifølge magasinet Hollywood Reporter på auktionen "Icons & Idols: Rock n' Roll Auction" i Beverly Hills den 7.-8. november.
Auktionshuset Julien's Auctions meddeler, at man kan byde på blandt andet kostumer fra filmen "Evita" og hendes tøj fra musikvideoerne til numre som "Material Girl", "Music" og "American Pie".
Madonna, som netop er fyldt 56 år, har også andre ting i godteposen til interesserede købere. Flere prisstatuetter, hun har vundet i årenes løb, bliver sat til salg.
Deriblandt hendes MTV Video Music Award og en American Music Award.
Andre salgsnumre er nogle af Madonnas håndskrevne sangtekster, en dagbog fra 1988, signerede checks og en årbog fra 1972.