Paris Jackson skal indlægges
Den 15-årige Paris Jackson, der er datter af poplegenden Michael Jackson, har langt fra haft det nemt på det seneste.
I starten af juni blev hun indlagt på hospitalet, efter hun havde taget piller og skåret i sig selv med en kniv, og ifølge magasinet People skal hun efter sigende snart flyttes til et behandlingscenter uden for Californien, hvor hun både skal modtage skoleundervisning og terapi.
Ifølge magasinet er beslutningen taget af Paris Jacksons mor Debbie Rowe og en af pigens værger, Michael Jacksons mor, Katherine Jackson.
En kilde fortæller til People, at bedstemoderen frygter, Paris Jackson har fået de ”forkerte venner” i Los Angeles.
- Det har været så hårdt for Fru Jackson. Hun bliver ved med at sige, at hun ikke har nogen erfaring med, hvordan sådan en situation skal tackles, fortæller kilden, der også oplyser, at Paris Jackson efter sigende skal være hospitalsindlagt mindst en uge endnu, inden hun angiveligt flyttes til et behandlingscenter.