Værterne for Eurovision 2015 fundet
Værterne for ”Eurovision Song Contest 2015” er nu fundet, og det bliver tre smukke kvinder, der er i front, når sangkonkurrencen løber af stablen til maj i Wien.
Det bliver den 60. udgave af konkurrencen, og værterne bliver Arabella Kiesbauer , Mirjam Weichselbraun og Alice Tumler ifølge en pressemeddelelse.
Mirjam Weichselbraun er en af de mest berømte TV-værter i Østrig, og hun har allerede stået i spidsen for begivenheder som ”MTV European Music Awards” og ”MTV Video Music Awards”.
Erfaren kvinde i front
Alice Tumler, der er halvt østrigsk og halvt fransk, taler til gengæld fem sprog og har været vært for flere begivenheder i Europa.
Sidst men ikke mindst er der Arabella Kiesbauer, hvis karriere startede tilbage i 1980’erne, før hun fik sit eget talkshow i Tyskland igennem 10 år.
I front for vores danske Melodi Grand Prix 2015 kommer Esben Bjerre og Jacob Riising.