Whitney Houstons familie raser mod filmplaner
Whitney Houstons familie er mildest talt ikke beærede over, at den amerikanske TV-kanal, Lifetime, agter at lave en TV-film om den afdøde sangerinde. BT skriver, at familien er rasende over, at filmen angiveligt skal beskrive hendes stormfulde forhold til eksmanden Bobby Brown.
- Whitney er helt sikkert mere værd end en TV-film. Hvis Whitney stadig levede, ville det her ikke ske, siger sangerindens svigerinde, Patricia Houston, ifølge BT, til websitet TMZ.
Whitney Houstons familie overvejer at gå rettens vej for at få stoppet filmen, der endnu ikke er gået i produktion. Det kunne hænge sammen med, at familien ifølge TMZ selv pønser på at lave en hyldestfilm om Whitney Houston.
BT skriver, at Lifetime vil give instruktørdebut til Angela Bassett, som i den grad kender til det med at komme ind under huden på amerikanske sangerinder med store personlige problemer.
Bassett blev nomineret til en Oscar for at spille Tina Turner i "What's Love Got to Do with It" i 1993.
Whitney Houston døde den 11. februar 2012 efter mange års kokainmisbrug.