Jonas Vingegaard i sjældent interview: Vi prøver at være private
Onsdag aften gæstede cykelrytteren Jonas Vingegaard TV 2's "Aftentour", hvor han stillede op til interview med værten Michael Stærke.
Jonas Vingegaard, der er kendt for at holde kortene tæt ind til kroppen, når det kommer til privatlivet, åbnede en smule op for den del af tilværelsen.
Tour-vinderen danner par med Trine, og de er forældre til treårige Frida, der kan glæde sig til at blive storesøster om ikke så længe.
Den lille familie kan ikke undgå fotografere og journalister i juli, hvor Tour de France bliver kørt, men ellers forsøger de at holde sig fra søgelyset.
– Der er ikke meget privatliv tilbage. Det er nu sådan, det er. Vi prøver at være meget private og værne om det, når vi ikke er i det her cykelcirkus, fortalte Jonas
Michael Stærke kom under Jonas Vingegaards besøg ind på, at der i virkeligheden ikke er mange, der kender Jonas Vingegaard.
– Det er nok mest familien, nogle venner og så dem fra holdet, der kender mig dybt, fastslog den danske cykelstjerne.
– Når jeg kan være sammen med familien, så prioriterer jeg dem. De er en kæmpestor del af det og en kæmpestor støtte.