Niklas Landin og fruen fik vild oplevelse: Til fornem middag med dronningen og kronprinsen
EM i herrehåndbold er i gang, og der er store forventninger til det det danske landshold.
På mål kan man igen opleve Niklas Landin, der fik debut på landsholdet i 2008, og som stadig er en af vores absolut største stjerner.
Han er blevet kåret som verdens bedste håndboldspiller og har i mange år været kongen af det danske mål.
Stor stjerne i Tyskland
I Tyskland kender man også alt til den danske målmand, som gennem en årrække har spillet i THW Kiel.
Derfor var 33-årige Niklas Landin også inviteret med til statsbanket i november 2021, da dronning Margrethe og kronprins Frederik var på statsbesøg i Tyskland.
De kongelige støtter landsholdet
Det var det tyske forbundspræsidentpar, der ærede de danske kongelige med en statsbanket på Schloss Bellevue på statsbesøgets første aften. Der var indbudt 150 gæster fra Danmark og Tyskland, og blandt dem var altså håndboldstjernen Niklas Landin og hans hustru Liv Skov Christensen, der har deres hverdag i Tyskland.
På den særlige aften var Niklas Landins sædvanlige målmandstrøje byttet ud med en smart smoking, mens hustruen, som han har to børn med, var i en elegant, smaragdgrøn-kjole.
Ligesom de øvrige gæster hilste de forud for middagen på dronning Margrethe og kronprins Frederik samt forbundspræsidenten Frank-Walter Steinmeier og hans hustru Elke Büdenbender.
Se billederne fra Niklas Landin og hustruens aften med dronningen i galleriet øverst i artiklen.
Det er bestemt ikke første gang, at Niklas Landin møder medlemmer af den danske kongefamilie. Kronprins Fredrik er som bekendt glad for alle mulige slags sport – også håndbold – og han og familien har mange gange nydt nogle af Danmarks største succeser fra tilskuerpladserne.
Her ses Niklas Landin i 2019, hvor han får overrakt VM-pokalen af netop kronprins Frederik.