Nu kommer filmen: Se Björn Borgs søn spille sin far
Björn Borgs yngste søn, Leo Borg, er fulgt i sin fars fodspor som tennisspiller, men nu får han også sin debut som skuespiller. 14-årige Leo Borg har nemlig landet en rolle i den kommende storfilm ”Borg”, der netop handler om hans far, Björn Borg.
Her skal den svenske tennislegendes søn spille rollen som sin far, da han var 9-13 år gammel.
Björn Borg har Leo sammen med sin tredje hustru, Patricia Östfeldt, som han giftede sig med i 2002.
Leo er et naturtalent
Leo Borg fik rollen som en ung Björn Borg, efter han havde svaret på et Facebook-opslag om en audition til en svensk film – han vidste bare ikke, at det var i rollen som sin far.
- At Leo søgte rollen og desuden allerede spillede tennis var et rent lykketræf. Han er desuden interesseret i at lave film og er et naturtalent foran kameraet. Det har været fantastisk at arbejde med Leo, udtaler filmens danske instruktør Janus Metz ifølge nordiskfilm.dk.
Den unge Borg har dog ikke den bærende rolle i tennisfilmen, for Björn Borg skal spilles af tre forskellige skuespillere. Hovedrollen spilles af Sverrir Gudnason.
Legendarisk Winbledonfinale
”Borg” har danmarkspremiere den 14. september 2017, og traileren til filmen kan ses her.
Filmen handler om en af Sveriges absolut største ikoner Björn Borg, rivalen John McEnroe og deres legendariske møde i Wimbledonfinalen 1980.
Den tager publikum med bagom tennisbanen og ind på livet af nogle af de mest berømte stjerner i en historie, der ikke tidligere er blevet fortalt.