Verdensstjerne hylder Simon Kjær: Han er en helt
Den danske landsholdsanfører Simon Kjær blev hyldet og æret for sin imponerende indsats under sommerens EM-slutrunde, hvor hans ven og holdkammerat Christian Eriksen pludselig kollapsede med hjertestop, ved dette års uddeling af den prestigefyldte fodbold-pris Ballon d'Or.
Simon Kjær reagerede prompte og ydede livreddende førstehjælp til sin ven i de kritiske sekunder og minutter efter kollapset.
Den indsats blev fremhævet og hyldet af verdensstjernen Didier Drogba fra scenen i Paris.
- Jeg vil hylde en mand, som virkelig gjorde en forskel i år. Han er en helt. Det her er større end fodbold, det er større end os. For mig var det højdepunktet i 2021. Simon Kjær reddede sin makker Christian Eriksens liv den 12. juni i år. Mine damer og herrer, giv en stor hånd til den danske anfører, der er med os i aften, hr. Simon Kjær, sagde Didier Drogba og måtte holde en lang pause, mens folk klappede, før han kunne fortsætte:
- En sagde engang; ikke alle superhelte bærer kappe. Tusind tak, Simon Kjær. Tak.
Didier Drogba spiller ikke længere fodbold, men nåede i sin aktive karriere at vinde det engelske mesterskab fire gange, ligesom han var med på holdet, der vandt Champions League i 2012 med den engelske storklub Chelsea.
Simon Kjær var blandt de nominerede spillere til Ballon d'Or, som afgøres ved at sportsjournalister fra Europa stemmer på spillerne, men endte som nummer 18.
Det er første gang i 20 år, at en dansk spiller får stemmer i afstemningen. Sidst det skete var med Ebbe Sand i 2001.
Argentinske Lionel Messi løb med prisen for syvende gang i sin karriere.