22. jun. 2016
Af Birgitte Engen

Hollywood-stjernen Meryl Streep fejrer fødselsdag

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/14.02479631-_meryl_streep_2.jpg
Foto: AOP
Den tredobbelte Oscar-vinder Meryl Streep fylder 67

Hun spillede den spændende danske forfatter Karen Blixen i filmen "Mit Afrika" med tyk dansk accent, og hun var lige så overbevisende som iskold chefredaktør i "The Devil Wears Prada".

Hun sitrede af gemte følelser, da hun spillede en overset husmor, der hovedkuls forelsker sig i en fotograf, spillet af Clint Eastwood i "Broerne i Madison County".

Og hvem fik ikke lyst til at danse på en græsk bådebro, da de så hende synge rollen som livsglade Donna i musicalen "Mamma Mia!"?

19 nomineringer

Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvilke roller, Meryl Streep kan spille - og spille godt.

Meryl Streep har vundet den prestigefulde Oscar-statuette tre gange, og hun har været nomineret til en Oscar hele 19 gange, flere end nogen anden skuespiller.

Første gang hun fik en Oscar, var det for hovedrollen i "Kramer mod Kramer" i 1980, og anden gang for "Sophies valg" i 1983. Den tredje Oscar fik Meryl Streep for sit portræt af den britiske premierminister Margaret Thatcher i "Jernladyen" i 2012. Senest har hun optrådt forklædt som den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump, og Meryl Streep er lige overbevisende hver gang.

Onsdag fylder den fantastisk dygtige skuespillerinde 67 år. BILLED-BLADET ønsker hjerteligt tillykke.

Læs mere om: