Barnaby hædret af dronning Elizabeth
Det var egentlig John Nettles' sidste ønske, at hans Barnaby-figur skulle dø i tjenesten og have en stor statsmandsbegravelse fra Westminster Abbey i London.
Men heldigvis er der nogle ting, der ikke sådan lige går i opfyldelse.
En af "Kriminalkomissær Barnaby"s største fans er nemlig selveste dronning Elizabeth, og hun belønnede i stedet i sidste uge sin favorit-TV-detektiv - alias skuespilleren John Nettles - med den fornemme OBE-orden ("Insignia of Officer of the British Empire").
Invitationen til at blive "Ridder af det britiske imperiums orden" har John Nettles, 67, haft liggende i sin skuffe længe. Allerede i sommer kom det frem, at han skulle til dronningen på Buckingham Palace i London. Den nu pensionerede kriminalkommissær fra det fiktive grevskab Midsomer var da også klædt behørigt på til lejligheden i et helt nyt jakkesæt. Alligevel mente John Nettles egentlig ikke, at han fortjente denne hæder.
- Folk, der får OBE-ordner, er brandmænd eller andre, der redder liv. De er ægte helte. Mit mod består mest i at have set på en masse fiktive lig i løbet af årene, grinede John Nettles efter ceremonien. Med reference til de hundredvis af mord, han som først Bergerac og siden kriminalkommissær Barnaby har opklaret på TV.
Det var for sin lange skuespillerkarriere, at Nettles modtog denne grad af OBE-ordenen, som ligger nogle trin under den fornemme titel, der giver én ret til at kalde sig "Sir".
Serien fortsætter uden Nettles
Serien om "Kriminalkommissær Barnaby" (Midsomer Murders) fortsætter også uden John Nettles. Skuespilleren Neil Dudgeon, 49, spiller John Barnaby, fætter til den pensionerede Tom Barnaby. I sidste uge blev han præsenteret på et pressemøde i London sammen med sin kone, Sarah Barnaby, spillet af 40-årige Fiona Dolman.