Beverly Hills 90210: Denne geniale idé forandrede seriens popularitet
"Beverly Hills 90210" er efterhånden blevet en legendarisk tv-serie med engagerede fans over hele verden, men i begyndelsen af dens levetid var den noget mindre eftertragtet.
Efter visningen af den første sæson var serien nemlig endnu ikke den gigantiske succes, som showet senere blev, fortæller Tori Spelling i podcasten "9021OMG", hvor hun sammen med Jennie Garth genser "Beverly Hills 90210" og mindes mange gode oplevelser.
Efter første sæson var gået over de amerikanske tv-skærme i begyndelsen af 1990'erne, gik man derfor i tænkeboks for at finde ud af, hvordan man kunne gøre "Beverly Hills 90210" sæson 2 mere populær og trække flere seere til.
- De (produktionsholdet, red.) prøvede at finde på nye måder at slå de andre på og få succes - der var så mange tv-shows på samme tid dengang. Jeg tror, historien er, at min far (executive producer Aaron Spelling, red.) foreslog: "Hvad hvis vi laver noget i The Beach Club? Brandon får et job i Beach Club, og så kommer alle hans venner der i løbet af sommeren". Og den sæson skulle så have premiere i løbet af sommerperioden.
Den plan betød, at der blev travlt bag kulisserne på "Beverly Hills 90210".
Holdet var næsten lige blevet færdige med den første sæson, og forfatterne måtte således med det samme igang med at skrive manuskript til sæson to, mens producerne også straks gik igang med at forberede optagelserne, fortæller Tori Spelling.
Et genialt træk
Normalt havde skuespillerne fri det meste af sommeren, men ikke dén sommer i 1991.
De var allerede tilbage på optagelse omkring en måned efter færdiggørelsen af sæson 1.
Og Aaron Spellings idé med at rykke hele holdet ud på stranden, og ovenikøbet sende de splinternye afsnit om sommeren, viste sig at gøre serien endnu mere populær.
Dengang var der som regel kun genudsendelser i tv om sommeren og ingen nye afsnit af tv-serier - og i en tid, hvor der hverken var internet, streamingtjenester, sociale medier eller mobiltelefoner, og hvor teenagere havde fri fra skole og dermed god tid til at se tv, betød det større succes for "Beverly Hills 90210".
- Det var et genialt træk at vise helt nye episoder i løbet af sommeren. Det var på det tidspunkt, tv-seerne tænkte "Hey, jeg kan virkelig godt lide denne her serie" siger Jennie Garth.
Ifølge 90210fandom.com blev sidste afsnit af sæson 1 vist den 9. maj 1991 i USA, og allerede 11. juli kunne første afsnit af anden sæson ses. Første sæson af serien begyndte at blive vist på dansk tv i foråret 1992.