Camilla Henemark ude af Vild med dans
Det blev til en femteplads for Camilla Henemark i den svenske udgave af "Vild med dans". Sangerinden, der mest er kendt for sit påståede forhold til den svenske kong Carl Gustaf, måtte sammen med partneren Tobias Karlsson, der også har været med i dansk "Vild med dans", forlade programmet i går aftes.
Og Camilla Henemark var ganske afklaret med, at sms-afstemningen ikke faldt ud til hendes fordel.
- Det er helt okay, og det har været fantastisk at være med. Jeg er meget taknemmelig, bare se på mig og den rejse, jeg har været på, siger Camilla Henemark til den svenske avis Expressen og tilføjer:
- Det allerbedste har været Tobias (Karlsson, red.) og folkets kærlighed. Det har løftet mig hele vejen, og det har været som at leve i en film.
Selv om Camilla Henemark taler om kærlighed, er der ikke meget kærlighed til hende fra dommerbordet, hvor især Tony Irving glæder sig over sangerindens exit.
- Endelig holdt det svenske folk med os, siger han til avisen Aftonbladet og hentyder til, at de svenske seeres sms-stemmer har sørget for at holde Camilla Henemark på dansegulvet helt op til nu, på trods af at dommerne ikke just har været imponerede over benarbejdet.
- Jeg har det rigtig godt ved tanken om, at vi nu har fire værdige par i finalen, tilføjer Tony Irving.
Også dommerkollega Dermot Clemenger synes godt om afstemningsresultatet.
- Nu kan konkurrencen rigtig begynde. Det er kun retfærdigt, at Camilla ikke er med mere, for hun har været med i denne konkurrence alt for længe, siger han til Aftonbladet.
Camilla Henemark mener, at hendes afgang kan have noget at gøre med den kontrovers, hun havde med dommerbordet ugen før. Her fik dommernes positive kommentarer hende til at påstå, at rosen var en måde at få antallet af sms-stemmer tilstrækkeligt ned til, at hun kunne forlade konkurrencen. Og den beskyldning efterlod ingen smil hos dommerne.
- Jeg har kæmpet i modvind siden program ét. Det har været hårdt, og til sidst havde jeg bare en 'fuck-you'-følelse. Derfor sagde jeg, som jeg gjorde i sidste program. Og så må man betale prisen, siger Camilla Henemark til Aftonbladet.
Nu hvor der ikke længere skal øves på dansetrinnene, kan sangerinden få mere tid til at arbejde på den selvbiografi, hun planlægger at udgive til efteråret, og som efter sigende vil indeholde et kapitel om den påståede kongelige affære.
Og mon ikke hun også skal heppe på de sidste fire dansepar, der kæmper om førstepladsen - det er blandt andre modellen Marcus Schenkenberg og krimiforfatteren Camilla Läckberg.