Dollars-stjernen Krystle fylder 80 år: Her er hun i dag
En af 80’ernes mest ikoniske roller blev spillet af amerikanske Linda Evans. Det var som den smukke Krystle Carrington i tv-serien ”Dollars”.
Skuespilleren var 38 år, da hun landede rollen som Blake Carringtons smukke, unge hustru i 1981, og hun medvirkede i serien, indtil den sluttede i 1989.
Ægtemanden Blake Carrington blev spillet af John Forsythe, som døde 92 år gammel i 2010, mens Krystles rival, Alexis, blev spillet af 89-årige Joan Collins.
Holder sig godt
Linda Evans lever stadig i bedste velgående, og hun kan den 18. november fejre en stor fødselsdag. Hun fylder nemlig 80 år.
”Dollars”-stjernen er efterhånden et sjældent syn på den røde løber, men i 2019 dukkede hun op til et event i Tyskland. Og hun holder sig stadig godt.
Flyttede fra Hollywood
Den nu 80-årige Linda Evans har haft et meget aktivt liv. Efter ”Dollars” åbnede hun en kæde af fitnesscentre i USA.
I 2009 vandt hun tv-programmet ”Hell’s Kitchen”, og i 2011 udgav hun bogen ”Recipes for life – My memories”, hvor hun både deler opskrifter og anekdoter fra sit liv.
Det er mere end 20 år siden, at Linda Evans skiftede skuespilkarrieren i Hollywood ud med et mere tilbagetrukket liv i bjergene i staten Washington.
I 2021 vendte hun dog tilbage til Hollywood for at lave den mørke komedie ”Swan Song”. Det var hendes første film i flere årtier.
Linda Evans har været gift to gange, men desværre endte begge ægteskaber med skilsmisse. Hun har aldrig fået børn.