Downton Abbey nomineret til stor TV-pris
Den britiske TV-serie ”Downton Abbey” har høstet utallige priser siden premieren i 2010.
Men selv om serien nu er slut, er der stadig mulighed for at hive nogle statuetter hjem.
”Downton Abbey” er nemlig nomineret til en pris for bedste dramaserie ved dette års britiske National Television Awards. Det skriver BBC.
Successerien med familien Crawley som omdrejningspunkt har vundet prisen tre gange i løbet af de seneste fire år, og denne gang er Downton Abbey oppe mod serierne ”Doctor Who”, ”Broadchurch” og ”Casualty”.
TV-seere verden over har selv mulighed for at påvirke resultatet. Man kan nemlig gå ind og stemme på sin favoritserie på National Television Awards’ hjemmeside. Vinderne bliver udråbt på O2 Arena i London onsdag den 20. januar.
Downton Abbeys Anna Bates nomineret til pris
National Television-prisen er ikke den eneste, som TV-serien ”Downton Abbey” har mulighed for at vinde i 2016.
På søndag den 10. januar løber den årlige Golden Globe Awards af stablen i Hollywood, og her er skuespilleren Joanne Froggatt nomineret til prisen Bedste kvindelige birolle i en TV-serie for sin rolle som Anna Bates.
Den 35-årige brite vandt en Golden Globe sidste år, og hvis heldet er med hende, kan hun snart holde en gylden statuette i hver hånd.
I løbet af de seneste seks år har "Downton Abbey" vundet 45 priser og har fået 175 nomineringer.
TV-serien og skuespillerne bag har blandt andet vundet tre Golden Globe-statuetter, fem Emmy Awards, en BAFTA Award og tre Screen Actors Guild Awards.