Katrine og Nicolas om bryllupsrejsen i Gift ved første blik: Det gik helt galt
Efter bryllupsfesterne i ”Gift ved første blik” er det blevet tid til at tage på en romantisk bryllupsrejse for parrene i ugens afsnit.
Men for Katrine Pørtner Karlsen og Nicolas Rockland var der ikke meget romantik i luften, tværtimod.
Det nygifte par fortæller begge til BILLED-BLADET, at det gik helt galt på rejsen.
– Jeg oplever desværre rejsen som worst case scenario i ”Gift ved første blik”. Det er et klassisk eksempel på, hvad der kan gå galt. For næsten alt går galt. Vi er rigtig dårlige til at kommunikere, fortæller Katrine.
Og det er Nicolas enig i.
– Jeg kan simpelthen ikke mindes, at jeg har været på så dybt vand med et menneske før, som jeg var der, siger Nicolas.
Det overrasker Katrine, at de har så svært ved at kommunikere med hinanden, fordi de ifølge eksperterne er et godt match.
– Ud fra mit perspektiv går det galt, når vi hver især viser sårbarhed eller prøver at tage initiativ, så kan den anden ikke helt se eller forstå det og dermed ikke sætter pris på det, forklarer hun.
Klippet ud af programmet
Katrine og Nicolas fortæller, at de havde samtaler, hvor de hver især prøvede at sætte ord på, hvor de stod, og hvad de skulle blive bedre til – men også her gik de skævt af hinanden.
Og det frustrerede dem endnu mere.
– Det kan måske være svært at se, men jeg kæmpede virkelig for at få det til at lykkedes. Desværre har de I det her afsnit kun taget nogle klip med, hvor jeg virker lidt sur og afvisende, men der var også gode stunder, lyder det fra Katrine.
Selv om Katrine og Nicolas havde svært ved at finde melodien, var der dog momenter på turen, hvor parret havde det sjovt sammen.
– Vi formåede selvfølgelig også at snakke godt sammen og dele nogle positive oplevelser. Jeg synes, at jeg gjorde mit bedste for at få kommunikationen til at fungere med de ressourcer, jeg havde, understreger Nicolas.
For eksempel var parret på gourmetrestaurant, hvor de spiste lækker mad og drak champagne. Derudover havde Katrine også arrangeret en kajaktur.
Men de gode øjeblikke er altså klippet ud af programmet, påpeger Katrine og Nicolas.
Du kan se, hvordan det går for Katrine og Nicolas i ”Gift ved første blik” hver torsdag kl. 20.00 på DR eller DRTV.