
Mærkede Nanna en tilknytning til Frederik og Mortens tvillinger? Nu kommer hun med klart svar

Nanna Brandt fra DR-dokumentaren ”Far, far & børn” fødte i september Morten Kjeldgaard og Frederik Haun tvillinger, Emma og Nora.
Selv har hun to sønner med sin mand, Frederik.
Hun har altså været igennem tre graviditeter, men den sidste skiller sig dog markant ud, da det ikke var hendes egne børn, der lå i maven.
Og selvom hun i ni måneder mærkede liv fra pigerne, så var der ingen tilknytning eller nogen form for moderfølelse på noget tidspunkt.
Det slår hun fast, da hun får spørgsmålet fra DR om, hvilken forskel der var på de tre graviditeter.
- Det overraskende er, at der ikke er nogen tilknytning. Det er bare hyggeligt, fordi man ved, at det går godt, og at de er i live. Men jeg kan også mærke en følelse af, at jeg gør mit bedste og prøver virkelig at give dem kærlighed, siger hun og tilføjer:
- Det kan jeg sige 100 procent. Det er helt sikkert også, fordi min indstilling til det handler om, at jeg ikke går og glæder mig til at blive mor. Jeg går og glæder mig til at se nogle andre blive forældre. Så det er et helt andet udgangspunkt, slår hun fast over for DR.
"Far, Far & Børn" kan ses på DR klokken 20.00 eller på DRTV.
