World on fire-stjerne skal spille Disney-prins
Jonah Hauer-King smelter pigehjerter i rollen som Harry i ”World on fire”, som for tiden kan ses hver lørdag på DR1.
Og det kommer den unge skuespiller formentlig også til at gøre, når han skal spille med i Disney-klassikeren ”Den lille havfrue”.
Genindspilning af H. C. Andersens eventyr
Tegnefilmen fra 1989 skal genindspilles med rigtige mennesker, og 24-årige Jonah Hauer-King skal spille mennesket prins Erik, som havfruen Ariel forelsker sig i.
I genindspilningen af ”Den lille havfrue”, som er baseret på H. C. Andersens eventyr, skal Halle Bailey spille havfruen Ariel. Derudover kan man opleve Melissa McCarthy som den onde heks, mens Oscar-vinderen Javier Bardem skal spille Ariels far.
Disney har inden for de seneste år genindspillet en række af deres klassiske tegnefilm - blandt andet ”Løvernes konge”, ”Junglebogen”, og ”Skønheden og Udyret”. Og nu kan man altså også glæde sig til at se "Den lille havfrue", hvor Jonah Hauer-King spiller prins Erik.