Friends-stjernen Matthew Perry lå to uger i koma: Jeg var tæt på at dø
Matthew Perry, 53, spillede den nærmest evigt glade Chandler Bing i hit-serien "Friends".
Hans eget liv var dog i stærk kontrast til de sjove scener med vennerne, og for fem år siden var hans mangeårige misbrug af alkohol og stoffer tæt på at koste ham livet.
Det fortæller han i en ny bog "Friends, Lovers and the Big Terrible Thing". Her beskriver han, hvordan han i en alder af bare 49 år i flere uger kæmpede for sit liv på hospitalet. På grund af hans opiodmisbrug gik der hul på hans tarm, og det sendte ham i koma i to uger. Fem måneders hospitalsindlæggelse og ni måneder med stomi var den barske realitet for stjernen.
I bogen mindes han beskeden fra lægerne, da han først blev indlagt.
- Lægerne fortalte min familie, at jeg havde to procent chance for at overleve. Jeg blev tilkoblet en ting, der hedder en ECMO, der klarer al vejrtrækning for dit hjerte og lunger. De kalder det en "Hail Mary"(et udtryk, der bliver brugt til at beskrive den absolut sidste lille indsats med meget lille chance for succes, red.). Ingen overlever sådan en, skriver han i starten af bogen.
Den aften blev fem personer koblet til en ECMO. Matthew Perry var den eneste, der overlevede.
- Så det store spørgsmål er hvorfor? Hvorfor lige mig? Der må være en form for mening, siger han.
Han forklarer til People, at han først kunne dele sine oplevelser, når han var sikker på, at han ikke var i fare for at falde tilbage i misbrug.
- Jeg var nødt til at vente, indtil jeg temmeligt sikkert var ædru igen og på afstand af den aktive sygdom af alkoholisme og misbrug, før jeg kunne skrive det hele ned. Og det vigtige var, at jeg var ret sikker på, at det ville hjælpe andre, fortæller han.