Husker du skuespilleren bag Ma Ingalls i Det lille hus på prærien? Her er hun nu
Den amerikanske skuespiller Karen Grassle er især kendt for sin fantastiske portrættering af moderen Caroline Ingalls - også kendt som Ma Ingalls - i tv-serien "Det lille hus på prærien," og rollen gav hende fans over hele verden.
Karen Grassle er født den 25. februar 1942 i Berkeley, Californien, hvorfra hun som ung også læste engelsk og drama på universitetet. Karen Grassle har også studeret på Royal Academy of Dramatic Art i London, og inden hun fik rollen som Caroline Ingalls i "Det lille hus på prærien" foran 47 andre skuespillere, var hun blandt andet skuespiller i forskellige teaterproduktioner.
Karen Grassle har også undervist i blandt andet stemmetræning og skuespil.
I dag er Karen Grassle 79 år og bor i San Fransisco, hvor hun stadig er aktiv som skuespiller og forfatter, og hun er også engageret i forskellige lokale teaterproduktioner.
Hun har i mange år været en del af kampen for kvinders rettigheder og har f.eks. selv skrevet og spillet med i filmen "Battered" fra 1978, der handler om vold mod kvinder.
Elsker sin have
Karen Grassle holder meget af meditation og pilates, og så elsker hun at være i sin have. "Når jeg er derude med planterne, eksisterer der intet andet," udtaler hun på sin hjemmeside.
Hun har været gift tre gange, og i et interview med Closer Magazine i 2020 fortæller hun således om kampen for at blive mor og sønnen Zachary:
"Vi (Karen Grassle og eksmanden Alan Radford, red.) ville gerne have et barn, og vi havde haft nogle vanskeligheder. Vi var lige ved at begynde på fertilitetsbehandling og kontaktede forskellige folk vi kendte angående adoption. En ven sagde "Du er nødt til at ringe til denne kvinde". Hun henviste mig til sin adoptionsadvokat, som kendte en ung kvinde, der ledte efter et par, der kunne adoptere hendes barn. Det føltes virkelig som skæbnen."
Karen Grassle har sin egen youtube-kanal, hvor hun læser historier op for børn - se hende fortælle om det her, og til efteråret udkommer hendes erindringer med titlen "Bright Lights, Prairie Dust".