Love is blind-stjerne sætter gang i rygter: Har han brudt reglerne?
Vi er kun halvvejs gennem sæson 5 af datingprogrammet ”Love is blind”, men allerede nu ligner det, at en af årets deltagere har lavet en brøler.
I programmet er Izzy og Stacy blevet forlovet og de forbereder sig til deres bryllupsdag, hvor de skal beslutte, om de vil sige ja til hinanden eller gå hvert til sit.
Det ligner, at det forelskede par er på rette spor, men nu tyder noget på, at det ikke ender lykkeligt for Izzy og Stacy.
Ifølge TMZ er Izzy nemlig blevet spottet på det, der ligner en date med en anden kvinde, hvilket kan tyde på, at han ikke endte med at blive gift med sin ”Love is blind”-kærlighed.
Sæson 5 af Netflix-hittet blev filmet i foråret 2022, så der er gået halvandet år siden optagelserne sluttede. Det er derfor ikke usandsynligt, at deltagerne har fundet kærligheden, efter programmet afsluttede.
Dog har de medvirkende underskrevet en kontrakt, hvor der står, at de ikke på nogen måde må afsløre, hvordan det ender for dem i programmet.
Det har fået flere fans til at spekulere om, hvorvidt Izzy bryder reglerne ved angiveligt at tage på date offentligt.
Andre har dog pointeret, at det ikke er sikkert, at der var tale om en date.
Det er ikke sandsynligt, at Izzy og Stacey bekræfter et brud eller et forhold, før finaleafsnittet af ”Love is blind” løber over skærmen den 13. oktober.