Rygte: Nye afsnit af Twin Peaks på vej
25 år efter at TV-serien "Twin Peaks" blev indspillet, er instruktør David Lynch ifølge avisen Daily Mail angiveligt på vej med en ny omgang bizarre og mystiske hændelser i den amerikanske lilleby.
En annonce fra castingbureauet "Sande Alessi Casting" opfordrer barmfagre og ekstremt smukke unge kvinder til at deltage i kapløbet om at få en rolle som servitrice i "Twin Peaks"-optagelser.
En tredje sæson eller ekstramateriale
Der er i givet fald tale om en tredje sæson af den populære og kritikerroste TV-serie, som David Lynch indspillede i 1989. De to første sæsoner blev første gang sendt på amerikanske ABC i 1990 og 1991.
Medskaberen af "Twin Peaks", Mark Frost, har ganske vist afvist, at der er noget som helst om snakken. Annoncen skulle dermed være en joke. Ifølge Daily Mail kan der også være tale om, at man vil indspille en form for ekstramateriale, der skal med på udgivelsen af kultserien på BluRay DVD.
Laura Palmers replik til Dale Cooper
Men fans af serien hæfter sig alligevel ved et replikskifte fra finaleafsnittet i sæson to. Her siger Laura Palmers spøgelse (Sheryl Lee) nemlig til FBI-agenten, Dale Cooper (Kyle MacLachlan), at de vil ses igen om 25 år, og eftersom TV-serien foregår i 1989, vil det jo passe fint med, at David Lynch nu tager hul på fortsættelsen.