Simon Cowell har gjort sin vens kone gravid
I en alder af 53 år, skal britiske Simon Cowell, der blandt andet er kendt som "X Factor"-dommer, nu være far for første gang. En lykkelig begivenhed hvis der altså ikke lige var den detalje, at moren til det kommende barn er gift med hans gode ven, ejendomsmægleren, Andrew Silverman, der stadig bor i New York sammen med sin hustru. Det skriver flere medier i dag.
Rygtet vil at ægteskabet mellem ejendomsmægleren og hans hustru længe har skrantet og at fruen, den smukke 36-årige Lauren Silverman, der er ud af en adelsfamilie i New York, i den forbindelse har søgt råd og vejledning hos Simon Cowell. Allerede sidste sommer blev hun og Simon Cowell set sammen på ferie på St. Barts, men siden har Cowell haft et forhold til modellen Carmen Electra, de brød dog op i februar i år.
Men Simon Cowells ”venskabelige” støtte skulle altså nu have resulteret i, at Lauren Silverman er ti uger henne i sin graviditet. US Weekly, der har været først med historien har ikke kunne få den bekræftet fra de involverede parter, men mener dog at vide, at en skilsmisse er på vej mellem Lauren Silverman og hendes mand, og at planen er, at det kommende barn skal opdrages i fællesskab med dets far, Simon Cowell. Han har dog tidligere udtalt, at han er i tvivl om han overhovedet kunne tænke sig at få børn. Ikke at han ikke godt kan lide dem, det er mere tiden der skal bruges på dem, der kan være problematisk…
Mon ikke man roligt kan sige, fortsættelse følger…