9. apr. 2025
Af Luise Marie Bekker

Spillet-medvirkende om finalen: Vi blev snydt

Mo og Jacob.
Mo og Jacob.
Foto: Sille Serup/TV 2
Jacob "Jaxstyle" Krull fortæller, hvad der skete, da vinderen af "Spillet" blev udråbt. Og endnu vigtigere: Hvad der ikke skete.

Der sidder de så.

I sofaen.

Mohamed og Jacob fra "Spillet" ender i finalen sammen, og da Mohamed får besked om, at han har vundet hele molevitten, er det som om, der bør ske noget.

De andre medvirkende skal vælte ind ad døren, der skal have været konfetti og balloner, lykønskning og fejring.

I stedet griber Jacob lige den sidste ostehaps med fra tapasbordet, inden han spurter ud ad døren med sin kuffert og overlader Mohamed alene tilbage.

I Norge, der har sendt to sæsoner af programmet, ser afslutningen noget anderledes ud.

- Måske er vi blevet snydt for en god fest – sådan noget kan jeg godt blive hidsig over, siger den festglade DJ Jacob "Jaxstyle" Krull til BILLED-BLADET.

Det bliver da et kedeligt finaleafsnit

I situationen undrer han og Mo sig da også:

- Vi sad og tænkte: Det bliver da et kedeligt finaleafsnit, for der kommer ikke andre, og vi kommer ikke til at tale om dramaet og alt det, der sker, og der er ingen fejring...

Jacob fortæller, hvad der i stedet sker, efter Mohamed er blevet udråbt som vinder:

- Jeg rejste mig og pakkede mine ting. Vi nåede ikke at sige farvel. Det var lidt en sjov afslutning. Jeg talte med Irina på vej hjem om, at det jo ikke er som i "Paradise Hotel", hvor man fejrer, at nogen har taget røven på nogle andre.

Han har et bud på, hvorfor det nærmest er poetisk retfærdighed, at Mo står alene til sidst uden den store festivitas.

- Mo havde vundet, men alle hans bekendtskaber var væk. Det så lidt ensomt ud. Han står i et 25-millioner luksushus, men hvis man ikke har nogle relationer, hvad er det så værd? Der er noget symbolik i, at hvis man står alene med sejren, hvor fedt er det så? siger han.

I et spil om social magt er pointen måske, at der er ensomt i de høje luftlag.

Mere om: