Andreas Bo går ikke op i sin placering i Vild med dans: Derfor vil han alligevel gerne imponere
Årets ”Vild med dans”-par har været på gulvet to gange, og fredag aften skærpes konkurrencen yderligere.
Andreas Bo har indtil nu - baseret på dommernes karakterer - ligget i den tunge ende af feltet, og efter valsen i sidste uge endte han og dansepartneren Camilla Dalsgaard på en sidsteplads.
Selve placeringen er ikke noget, Andreas Bo er optaget af, men det er vigtigt for ham at gøre en god indsats af hensyn til sin dansepartner.
- Jeg kan ikke af naturlige årsager mobilisere konkurrenceelementet. Det interesserer mig ikke. Men over for Camilla er jeg ærgerlig over, når det går godt til træning, at vi så gør det dårligt i programmet. I dag, da vi sad tilbage med de dårligste karakterer, tænkte jeg af hensyn til Camilla, at det på grund af konkurrencen ikke var sjovt, fortalte Andreas Bo efter showet i sidste uge.
Her forklarede han også, at det er en uvant situation for ham, at der er andre som på den måde er afhængige af ham og hans præstation.
- Jeg optræder som gøgler helt alene og kører rundt alene, for jeg har det dårligt med andres forventninger til mig. Andres forventninger stresser mig, og det hader jeg. Når jeg laver standup, kan jeg stoppe op, men det kan man ikke her, når først toget kører, uddybede Andreas Bo, der ærgrede sig over, at sidste uges vals ikke gik så godt, som den havde gjort til træningen.
Fredag aften er han tilbage på gulvet, og denne gang skal danse tango.