Har Rasmus Staghøj fortjent sin plads i finalen? Det siger han selv
Der var stor lykke, da Rasmus Staghøj og Asta Björk i lørdags sikrede sig en plads i dette års "Vild med dans"-finalen.
I flere programmer har Rasmus og Asta ligget lavt på pointtavlen, men på trods af det står de altså i finalen fredag aften - endda som et af de par, der ikke har været i omdans.
På tv2.dk havde "Vild med dans"-fans tidligere på ugen mulighed for at stille spørgsmål til finalisterne, og her blev Rasmus Staghøj spurgt, om han selv mener, han har fortjent finalepladsen, når han har fået så lave karakterer gennem sæsonen.
Her svarer nydanseren, at han er overrasket over, at han er kommet så langt, selv om han selvfølgelig er glad for, at seerne har stemt ham videre uge efter uge.
- Min udvikling har været langsommere end de andres, men jeg synes, jeg har forbedret mig i de seneste par uger. Om jeg har fortjent at være i finalen må andre vurdere, svarer han.