13. apr. 2025
Af Majken Munk

Hvide Sande blev stoppet efter konkurs: Det gav problemer for Jesper Asholt

Jesper Asholt
Jesper Asholt i "Hvide Sande"
Foto: Martin Dam Kristensen/ TV 2
Der var flere ting, der gav problemer for Jesper Asholt, da produktionsselskabet bag tv-serien ”Hvide Sande” gik konkurs.

For tiden ruller anden sæson af ”Hvide Sande” over skærmen om søndagen.

TV 2 kunne i juli 2023 afsløre, at optagelserne til anden sæson af krimiserien ”Hvide Sande” var på vej.

Desværre var der i oktober samme år dårligt nyt. Optagelserne blev stoppet, og dengang lød der ikke en forklaring på hvorfor.

Den kom dog frem få dage senere, da det stod klart, at produktionsselskabet bag serien Deluca Film var gået konkurs.

Der skulle gå et par måneder, før der var afklaring på fremtiden for anden sæson af ”Hvide Sande”.

I den tid gjorde Jesper Asholt sig mange tanker om at få kalenderen til at gå op.

- Jeg prøvede hele tiden, hvornår de ville lægge optagelserne, og om den faktisk ville blive overtaget, og om de kunne blive enige. Der gik jo hele tiden meldinger: ”Nu var de ved at være enige, men de manglede bare det og det”. Jeg prøvede hele tiden at få åbninger, hvor jeg kunne lave den. Jeg var 90 procent sikker på, at vi ville komme til at lave den færdigt. Så jeg var ikke så bekymret mest på det logistiske plan, fortæller Jesper Asholt til BILLED-BLADET.

Redningen blev, at SF Studios overtog krimiserien. Optagelserne blev genoptaget i begyndelsen af 2024.

For Jesper Asholt betød det dog, at han var nødt til at optage til at blive fragtet fra det ene til det andet.

- Problemet var jo, da jeg optog i Hvide Sande, havde vi været lukket ned, så vi optog ikke i den periode, jeg havde sat af til det, fortæller han og uddyber:

- Vi optog i en periode, hvor jeg var på turné med en anden forestilling. Så jeg blev faktisk kørt om natten frem og tilbage, så jeg havde slet ikke overskud til andet end at sove og spille skuespil. Men det var den eneste måde, vi kunne gøre det færdigt på – og vi ville simpelthen bare lave det færdigt, fordi vi kunne mærke, at det var godt det, vi havde gang i.

I tiden hvor det i medierne kom frem, at Deluca Film gik konkurs, forlød det også, at Jesper Asholt havde penge i klemme.

Men det var faktisk et generelt problem for flere af skuespillerne.

- Det havde vi sådan set alle sammen, fordi det var løn, der ikke blev udbetalt. Normalt forhandler man et eller andet beløb for hele perioden, og det får man, når man er færdig, fordi man har lavet arbejdet. Men så lukkede kassen. Det er alt sammen løst og ordnet, fortæller han.

Mere om: