Jeff og vennerne demonstrerede mod besparelser: Det er sket siden optagelserne
Flag, skilte og en samlet flok.
Det var opskriften, da Jeff sammen med vennerne fra Valbyholm demonstrerede mod København Kommunes planlagte besparelser på handicapområdet i aftenens afsnit af TV 2-programmet ”Ups, vi er voksne”.
I programmet forklarede Jeffs mor, Mitzie Pitzner, at besparelserne blandt andet foreslog at nedlægge Lavuk Entertainment, der er Jeffs arbejdsplads, ligesom man også havde voksenklubben og fredagsfesterne i kikkerten.
Tilbud der begge har en stor positiv indvirkning på vennernes sociale liv.
Jeffs arbejdsplads og voksenklubben gik dog fri for besparelser i 2024.
Det skriver TV 2.
– Det medfører løbende hårde prioriteringer af forvaltningens økonomi – også på botilbud for mennesker med handicap, siger Mette Boskov Vedsmand, der er vicedirektør i Borgercenter Handicap i Socialforvaltningen til mediet.
Selv om besparelserne, som vennerne fra Valbyholm demonstrerede mod i efteråret, for nu er afblæst, så medfører den konstante udsigt til yderligere besparelser, der kan forringe livskvaliteten for Jeff betragteligt, en konstant uro i maven for hans mor, Mitzie.
Til mediet forklarer Mitzie Pitzner nemlig, at det er en konstant påvirkning af hendes nervesystem, at hun ikke ved, hvorvidt hun i morgen skal til at kæmpe mod nye besparelser, der pludselig kommer på tegnebrættet.