Hjalmer forklarer sit nye look: En kommentar fra kæresten var afgørende
Anders Breinholt har inviteret Hjalmer ind i sit talkshow ”Breinholts”.
Noget af det første tv-værten tager op, er noget, der er anderledes ved den unge musiker.
For Hjalmer har nemlig anlagt sig et overskæg.
Det får tv-værten til at interessere sig lidt for, hvorfor musikeren har besluttet sig for det.
- Jeg blev træt af at kigge på det samme hele tiden, og så tænkte jeg, at nu skal der lige ske noget. Den deler vandene lidt i vennegruppen. Nogen griner og andre synes, det er meget fedt, fortæller Hjalmer i ”Breinholts”.
Da drister Anders Breinholt sig til at spørge til, hvad musikerens bedre halvdel har at sige om hans nye look.
- Hun kan godt lide, og derfor bliver den også siddende lige nu, fortæller musikeren.
Hjalmer fortæller, at han egentlig havde en plan om at anlægge sig fuldskæg, men efter et par ugers kamp, indså han, at det ikke var det kønneste.
Så da han ville tage det af, gemte han overskægget og overraskede kæresten med sit nye look. Egentlig mest i sjov, men kærestens kommentar fik Hjalmer på andre tanker.
- Hun sagde, at hun synes lidt, jeg ligner en bandit på den gode måde, og det kunne hun meget godt lide.
Hjalmer er også med i programmet for at spille ny musik, som snart er på gaden.
Han er klar med et nyt album, som han faktisk har brugt det seneste år på at lave.
”Breinholts” kan ses tirsdage og torsdage på Viaplay og TV 3.