Venner-stjerne afslører trist nyhed: Har kræft
James Michael Tyler, der er bedst kendt for sin rolle som Gunther i "Venner", har kræft.
Det afslørede skuespilleren selv, da han medvirkede i tv-programmet "Today".
- Jeg blev diagnosticeret med fremskreden prostatakræft, som havde spredt sig til mine knogler. Jeg har kæmpet med diagnosen i næste tre år. Det er stadie 4, så på sigt, forstår du, får det mig nok ned med nakken, sagde James Michael Tyler blandt andet under interviewet.
Han forklarede, at diagnosen blev stillet tilbage i 2018 og under coronapandemien har kræften betydet, at han er blevet lam i benene, fordi en tumor vokser i hans rygsøjle.
Det var også sygdommen, der gjorde, at James Michael Tyler ikke var til stede fysisk under den store "Venner"-reunion, der blev sendt på HBO tidligere på året.
- Jeg ville gerne være en del af det, og i begyndelsen var det planen, at jeg skulle være på scenen med dem (de seks hovedrolle-indehavere, red.) og tage del i festlighederne, forklarede skuespilleren og fortsatte:
- Jeg er meget glad for at være inkluderet. Det var min beslutning ikke at være en del af det fysisk og være med på Zoom i stedet, for jeg havde ikke lyst til at være en lyseslukker, vel? Jeg havde ikke lyst til at dukke op og sige ”åh ja, for resten, Gunther har kræft”.
James Michael Tyler har valgt at stå frem og fortælle om sin sygdom, fordi han håber, det kan gøre en forskel for andre.
Han opfordrer nemlig alle til at gå til lægen og blive tjekket regelmæssigt. Han egen sygdom blev opdaget for sent, men tidlig diagnosticering kan redde liv.
- Mit mål sidste år var at opleve min 59-års fødselsdag. Det lykkedes. Mit mål nu er at hjælpe med at redde i det mindste ét liv, forklarede skuespilleren med tårer i øjnene.