Vidste du det? Dette par fra Beverly Hills 90210 var kærester i virkeligheden
En af de mest vedholdende kæresteforhold i "Beverly Hills 90210" var uden tvivl David og Donnas.
De var kærester ad flere omgange og der var mange op- og nedture mellem de to turtelduer. Og som bekendt endte det med kirkeklokker i den oprindelige series allersidste afsnit.
Men vidste du, at der faktisk også var en særlig kemi mellem de to skuespillere? Det fortæller Tori Spelling, der spillede Donna Martin i serien.
Sammen med Brian Austin Green, der spillede David, opstod der sød musik også efter, at kameraerne var slukket.
Ihvertfald en sommer, fortæller Tori Spelling ifølge avisen Daily Mirror i podcasten "Women on Top".
Noget tyder dog på, at det mest er Tori Spelling, der husker sommerromancen.
Hun forklarer i podcasten, at hun har spurgt Brian Austin Green, om han kan huske den særlige sommer, hvor de fandt sammen og begge sagde "Jeg elsker dig".
- Og han husker intet af det, fortæller Tori Spelling.
De er dog stadig gode venner, og Tori Spelling tilføjer, at hun ikke har noget problem med kollegaens manglende hukommelse.