Jan Linnebjerg sagde farvel til Pyrus, men det er endnu ikke helt slut med at spille nisse
Jan Linnebjerg har været kendt og elsket for sin rolle som Pyrus, siden julekalenderen ”Alletiders Jul” blev sendt første gang i 1994.
Inden da var der ikke mange, der kendte den i dag 62-årige skuespiller, men det blev der hurtigt lavet om på i den december måned for 28 år siden.
Pyrus spændte ben karrieren
Siden er det blevet til yderligere tre julekalendere om nissen Pyrus, og derudover har Jan Linnebjerg år efter år rejst landet rundt for at optræde som netop Pyrus, og i den nye TV 2-dokumentar ”Nissen flytter altid med” fortæller han om at leve i skyggen af den populære nisse.
For Pyrus blev så populær, at han spændte ben for, at Jan Linnebjerg blev tilbudt andre roller.
Ikke helt slut med Pyrus
Derfor har han også besluttet, at det skulle være slut med at spille Pyrus, og op til jul sidste år trak han for sidste gang i nissetøjet, da han spillede sit sidste show som den populære nisse på havnen i Præstø.
Alligevel fortæller Jan Linnebjerg nu, at han ikke har optrådt i rødt tøj og nissehue for sidste gang.
Op til julen 2021 var der på grund af coronarestriktioner tre shows, som han ikke kunne gennemføre i Ishøj, Herning og Esbjerg, og dem har han lovet at gennemføre i år. Derudover skal han også en tur til Gram Slot for at lave et par shows i december.
- Der skal jeg hen den 17. og 18. december og lave de ultimativt sidste shows. Det er de ultimativt sidste, med mindre selvfølgelig Lykkeliga eller Knæk Cancer eller noget lignende syntes, der kunne være sjovt, at jeg trak i nissetøjet igen, fortæller Jan Linnebjerg, der altså endnu ikke helt har sluppet hverken Pyrus eller sit indre legebarn.
Læs hele interviewet med Jan Linnebjerg i BILLED-BLADET nr. 46, der er på gaden nu.