Janni og Karsten Ree skal skilles
Efter 11 år sammen danner kendisparret Janni og Karsten Ree nu ikke længere par.
Ifølge Se og Hør har den 79-årige tidligere ejer af Den Blå Avis søgt om skilsmisse.
- Jeg kan bekræfte, at Karsten har søgt om skilsmisse fra Janni, men han har ingen yderligere kommentarer, siger Ree-imperiets kommunikationsansvarlige, Sune Aagaard, til ugebladet.
Ekstra Bladet har talt med Janni Ree, der har en lidt anden udlægning af historien. Til avisen fortæller hun, at det er hende, der har bedt sin mand om skilsmisse.
- Det er sket for to måneder siden. Det skete præcis 9. juli, hvor jeg giver ham et brev, hvor jeg fortæller ham, at jeg gerne vil skilles, og at han skal sætte mig fri, siger Janni Ree til Ekstra Bladet.
Hun har i en periode været rejst væk for at finde sig selv, og siden er Karsten Ree rejst til Afrika, og de har ikke haft kontakt. Sagen ligger nu i Familieretshuset, siger 54-årige Janni Ree til Ekstra Bladet.
Ree-parret har været gift siden 2015. For halvanden år siden kom det frem, at Karsten er ramt af demens.