Jens Jacob Tychsen ændrede sin replik: Nu afslører han sine mange skjulte hilsner i Badehotellet
Hr. Weyse er en af de mest elskede karakterer i ”Badehotellet”. Gennem godt 10 år har Jens Jacob Tychsen spillet rollen som den berømte skuespiller, som han har gjort helt til sin egen.
Den 48-årige skuespiller går op i selv de små detaljer, og han har selv været med til at finde flere af hr. Weyses ejendele.
Manuskriptet har han også pillet lidt ved en gang imellem, for Jens Jacob Tychsen afslører nu, at han undervejs i ”Badehotellet” i rollen som hr. Weyse har indarbejdet skjulte hilsner til nogle af sine store helte.
Det har man blandt andet også kunnet se her i sæson 10, hvor han i tredje afsnit skældte Kitty ud for at have sladret til Helene om deres affære. ”Du er syg i hovedet!” sagde hr. Weyse til hende i bedste Ingeborg Skjern-stil.
– Det var helt bevidst. Det stod ikke i manuskriptet, men her var det oplagt at sende en lille hilsen til min gamle læremester Ghita Nørby. Måske stod der ’blød i bolden’ eller noget i den stil, men så tænkte jeg fandeme nej: ”Du er syg i hovedet”, siger Jens Jacob Tychsen.
Ghita Nørby er langt fra den eneste af hans helte, der har fået en lille hilsen gennem årene.
I scenen hvor hr. Weyse sidder i køkkenet og spiser natmad med hr. Aurland, skulle hr. Weyse afslutningsvis tage en ordentlig slurk af en flaske øl, og det gjorde han med underkæben skudt helt frem. Øltåren kom dog desværre ikke med i det færdigklippede afsnit.
– Det var selvfølgelig en kærlig hilsen til flyttemand Olsen i ”Huset på Christianshavn”. Den slags bittesmå detaljer har jeg godt kunnet lide at ha’ med mig i scenerne, når det nu VAR Dansk Folkekomedie, vi laver, siger Jens Jacob Tychsen.
Også Ove Sprogøe har Jens Jacob Tychsen haft i tankerne, når han spillede hr. Weyse. I alle scenerne, hvor han bærer hat, sidder den aldrig lige på toppen af hovedet.
– Den sidder altid på sned, fordi det gjorde Egon Olsens bowlerhat også, og det syntes jeg altid har set lidt sejt ud. Det er lidt gentlemanagtigt, så det er en hilsen til skønne, gamle Ove, uden nogen ved det, siger skuespilleren.
Netop Egon Olsen er også årsagen til, at hr. Weyse bærer en ganske særlig ring. Den har Jens Jacob Tychsen selv købt på auktion i sin tid.
– Det er også en hilsen til Ove Sprogøe, for Egon gik altid med en rød rubinring, så derfor skulle Weyse også have en rød rubinring.