Jens Werners bror deler rørende mindeord efter bisættelsen
Jens Werner har været kendt og elsket som dommer i ”Vild med dans” gennem næsten 20 år, og derfor berørte det også mange, da det for godt et par uger siden kom frem, at han var gået bort i en alder af blot 59 år.
Fredag i sidste uge blev han bisat, og det væltede ind med familie, venner og bekendte, der gerne ville sige et sidste farvel.
Jens Werners bror, Lars Werner, var med til at bære kisten, og efter sin brors ønske holdt han også tale i kirken ved bisættelsen den 19. juli.
Netop den rørende tale har han nu delt i et rørende opslag på LinkedIn.
”Om Jens fra sin jordiske stjernestatus nu er - fløjet til månen - eller danser rundt mellem andre stjerner på nattehimlen – eller et andet sted – må enhver finde svar på i sit hjerte. Én ting er sikkert: Jens lever videre i os alle – til evig tid.
Med et uddrag fra et digt med titlen "Broderskab" fra en digtsamling din nevø har udgivet, vil jeg sige til dig, brormand: “Du må vide, at jeg altid vil være i live med dig. Jeg blotter mit sind for dig, blot fordi: Jeg elsker dig”, sagde Lars Werner blandt andet i sin tale.