Jesper Høvring løber med familien i Disneyland
Kjoledesigner Jesper Høvring havde i weekenden forladt systuen og taget familien med i Disneyland i Paris. Sammen med flere end 20.000 andre løb de gennem den magiske park, da de deltog i Disneyland Paris Magic Run.
- Vi havde familieløb om fredagen, hvor hele familien løb fem kilometer, fortæller Jesper Høvring til BILLED-BLADET, som langs ruten også mødte nogle af parkens populære disneyfigurer.
På sin Instagramprofil har kjoledesigneren lagt et billede ud af hele familien, inden de løb de fem kilometer gennem forlystelsesparken, som BILLED-BLADET har fået lov til at bringe.
Wilma løb selv
Jesper Høvring er vant til at løbe med sin søn Noah på 12, men det var nyt for familiens yngste medlem, syv-årige Wilma.
Det gik dog så godt, at Wilma var med til endnu et børneløb om lørdagen. Her løb hun 1 kilometer selv, fortæller kjoledesigneren.
Søndag blev det lidt mere alvor for Jesper Høvring, som deltog i løbets halvmarathon.
Kjoledesigneren samarbejder med Disney og har lavet flere kjoler til dem, og han og familien var derfor inviteret ned for at deltage.
- Det var super hyggeligt, og så fik vi også prøvet en masse, forklarer Jesper Høvring, som havde en dejlig familieweekend.