Jim Lyngvild har fået ny, vild tatovering: Sender dronning Ingrid en tanke
Jim Lyngvild har igen fået prydet sin krop med tatoveringer.
Endnu engang på issen.
– Jeg har fået Odins spyd i panden og nogle krøller. Det lignede lidt en kalot i forvejen, men nu hænger den bedre sammen med min ansigtsform, fortæller han til BILLED-BLADET.
Jim Lyngvild: Sender dronning Ingrid en tanke
Jim Lyngvild har været over grænsen for at få lavet sin tatovering.
Herhjemme i Danmark er det nemlig ikke lovligt at tatovere i hovedet på den måde.
– Jeg har hørt, at dronning Ingrid fik indført den lov, hvor man ikke må blive tatoveret i hovedet, fordi hun var bange for, at hendes mand, Frederik 9., blev tatoveret i hovedet, siger Jim Lyngvild og understreger, at han altså ikke ved, om det er en røverhistorie.
– Jeg sender hende en tanke uanset, hver gang jeg kører over grænsen for at få en tatovering.
Jim Lyngvild: Det gjorde vanvittigt ondt
Jim Lyngvilds tatovering er rød og lavet med prikker.
– Sort er for hårdt i det. Og den er lavet med prikker, så linjerne ikke bliver for hårde. Det er ikke en provokation, jeg er jo ikke rocker, men en udsmykning, siger han og ler:
– Jeg har ikke noget hår mere, så nu har jeg fået en toupé med tatovering i stedet …
Men hvor en toupé måske bare klør lidt, var det utrolig smertefuldt for Jim at få lavet sin "manke".
– Det gør vanvittigt ondt! Jeg måtte holde vejret, hver gang nålen ramte fordi det gjorde så ondt.