Joachim Boldsen er ikke i tvivl: Det gad jeg ikke igen
De danske håndboldherrer er på manges læber søndag den 2. februar, for her spiller de VM-finale mod Kroatien.
Massevis af danskere er til stede i hallen i Oslo, heriblandt flere tidligere landsholdsspillere.
Nogle timer før kampstart mødte BILLED-BLADET Joachim Boldsen, der igen i år dækker slutrunden for norsk tv.
Det er flere end 10 år siden, han selv stoppede som professionel håndboldspiller, og modsat mange af de nuværende landsholdsspillere har han ikke en VM-guldmedalje hængende derhjemme.
Det ærgrer nu ikke Joachim Boldsen.
- Nej, det var en helt anden tid og æra med andre hold og konkurrenter. Spørger du, om jeg gerne vil stå og have en guldmedalje? Ja, det vil jeg gerne. Men jeg gider ikke alt det, der ligger bag. Kampe, træning, rejse rundt med klubber. Nej, det gad jeg fandeme ikke. Det har jeg gjort rigeligt. Jeg nyder at se dem spille underholdende håndbold. Det er dødkedeligt, det ikke er tæt, men det kan de ikke gøre noget ved, sagde Joachim Boldsen om den danske trup.
- Højdepunktet har været at se, hvordan Danmark har spillet. Det er meget dansk at sige det. Og også at se de tætte kvartfinaler, som der har været – foruden Danmarks. Det var sjovt, og sport lever af spænding. Danmark bidrager ikke, men det kan de ikke gøre for, grinede Joachim Boldsen.