Jonas Vingegaard om datteren Frida: Jeg har dårlig samvittighed
2023 har været endnu et stort år for Jonas Vingegaard. I sommer lykkedes det ham nemlig at vinde Tour de France for andet år i træk.
Men succesen kommer også med en pris. Det fortalte han ærligt om, da han forleden var med i ”Året der gik” på DR1.
Her var han en tur i biografen med vært Stéphanie Surrugue for at se tilbage på årets Tour de France.
- Hun ser lidt sur ud, sagde han med et smil om klippet fra Paris, hvor han står med datteren Frida på armen, efter sejren var i hus.
- Det er helt klart et kæmpe afsavn, man har. I år har jeg talt det til over 150 dage, jeg har været væk bare fra dem. Jeg kan også mærke det på Frida, at når jeg så kommer hjem, skal der lige gå et par dage, før hun er tilpas ved det igen. Det er selvfølgelig noget, man tænker over, og som jeg har dårlig samvittighed over, sagde han ærligt i programmet.
Jonas Vingegaard fortalte desuden om den svære balance mellem at være sportsmand og familiefar på samme tid.
- Det er jo det med, at jeg gerne vil vinde Tour de France så mange gange som muligt, men om det er det værd … Det er det måske ikke, fordi man mister så meget tid og ungdom med min datter. Det er ikke fordi, jeg vil stoppe (med at cykle, red.), men det er en god ting at tænke over, understregede cykelrytteren.
Jonas Vingegaard har allerede bekræftet, at han også i 2024 skal køre Tour de France.