Joy-Maria Frederiksen bekræfter: Ulf Pilgaard får plads i Cirkusrevyen næste år
Ulf Pilgaard blev fredag den 8. november bisat fra Messiaskirken i Hellerup.
Her tog familie, venner og gamle kolleger afsked med skuespilleren, der blev 83 år gammel.
Én af dem, der var mødt op for at sige farvel, var instruktør på Cirkusrevyen Joy-Maria Frederiksen.
Hun har kendt Ulf Pilgaard i årevis.
- Jeg har kendt Ulf fra, jeg var 15 år gammel, hvor jeg var med i min første revy som danser, og der var Ulf med, så der lærte jeg ham at kende. Det er alligevel 45 flotte år, fortalte hun til BILLED-BLADET.
Joy-Maria Frederiksen danner par med Niels Olsen, og sammen har de datteren Rosa. Instruktøren fortæller, at Ulf Pilgaard også havde nært kendskab til familien.
De seneste par sæsoner har det været Joy-Maria Frederiksen, der har været instruktør på Cirkusrevyen, som hendes mand Niels Olsen har skrevet en del numre til.
Med Ulf Pilgaard for øje kigger parret da også allerede mod næste års revy.
Og her kan instruktøren afsløre, at Ulf Pilgaard vil blive nævnt.
- Det tror jeg nok, der gør. Jeg er helt overbevist om, at vi kommer til at sende en hilsen til Ulf. Det ville være mærkeligt andet, fortalte hun.
Hun uddyber, at det endnu ikke er helt udtænkt, men at de har en plan om, at han får en plads i næste års revy.