Julia Sofia Aastrup har en stor drøm, men kæresten er ikke helt enig
Det er syv år siden, at Julia Sofia Aastrup deltog i ”Vild med dans” med partneren Frederik Nonnemann, og fredag aften er hun blandt gæsterne til program 8.
Den 26-årige influencer har selskab af sin forlovede, træningseksperten Mark Abildhauge, som glæder sig til at se danseprogrammet for første gang.
Parret har dog ikke helt de samme favoritter i programmet.
- Jeg hepper på dem alle sammen, men jeg var meget vild med Mads og May, så det er ærgerligt, at de røg ud, sagde Julia Sofia Aastrup, mens kæresten tilføjede:
- For mig er det Rasmus Staghøj, men det er jo mit cykelrytterhjerte, der gør det.
Julia Sofia Aastrup har selv gode minder fra ”Vild med dans” og har en stor drøm om at se sin kæreste på dansegulvet.
- Jeg ville elske, hvis Mark en dag skulle være med, det ville være så sjovt!
- Ej, jeg er mere ”Forræder”-typen, lød det med et grin fra Mark Abildhauge, som ikke er helt enig.
- Men du er da bedre til at danse end til at lyve, er du ikke?, indskød Julia Sofia med et smil.
Parret kan glæde sig til at se fire par på gulvet i fredagens show, hvor ingen par ryger ud.