Kæmpe overraskelse: Lisbet Dahl gør comeback som revystjerne
Det var i oktober sidste år, at Cirkusrevyen meddelte, at skuespiller og instruktør Lisbet Dahl ville have sin sidste sæson i Teltet på Bakken i 2022.
Siden er der blevet lavet om på planerne, for den 76-årige revystjerne blev ramt af corona kort før premieren, og hun var for syg til at gennemføre endnu en sæson. Hun blev derfor erstattet af Pernille Schrøder.
Overraskende comeback
Men onsdag eftermiddag er det kommet frem, at Lisbet Dahl gør comeback i revy-verdenen – dog ikke i Cirkusrevyen.
Lisbet Dahl skal derimod være en del af Tivolirevyen, som genopstår til næste år.
Det er netop kommet frem på et pressemøde i den gamle have.
- Jeg har samlet et hold, som jeg selv er meget begejstret for, fortæller Lisbet Dahl, som både skal spille med og instruere Tivolirevyen.
Under pressemødet fortæller Lisbet Dahl, at hun aldrig har haft planer om at stoppe:
- Det er kun noget, alle andre troede, fordi jeg er så gammel, siger hun med et glimt i øjet.
Det var tilbage i 1884, at Tivoli for første gang kunne præsentere en revy, og siden har store stjerner som Dirch Passer, Jørgen Ryg, Ulf Pilgaard, Trine Dyrholm og Bodil Jørgensen medvirket.
I 2023 får Lisbet Dahl sin instruktørdebut i Tivolirevyen, hvor man på scenen også vil kunne opleve Linda P, Carsten Svendsen, Nicolai Jørgensen og Andreas Bo.
Samtidig afslører hun, at der er spændende ting i vente fra holdet:
- Revyen skal afspejle den tid, vi lever i. Vi må se, hvad der sker af spændende ting.