Karsten Ree har fundet lykken: Vi er kærester
Det var tilbage i august, at Janni og Karsten Ree bekræftede, at de skulle skilles. Siden er der blevet skrevet og sagt mangt og meget om parret og deres ægteskab, men nu står det klart, at de begge har fundet lykken på ny.
Janni Ree har fundet sammen med advokaten Jeppe Stokholm, og nu bekræfter Karsten Ree via en pressemeddelelse til Ekstra Bladet, at også han har fået en kæreste.
”Der har i den seneste tid verseret en del historier i medierne om vores relation, derfor denne meddelelse. Vi, Gitte Peters og Karsten Ree, er gamle bekendte og har for nylig, i slutningen af august 2024, genoptaget vores forbindelse”, udtaler parret ifølge avisen.
Historierne om en eventuel romantisk forbindelse mellem 79-årige Karsten Ree og den 58-årige kunstner opstod, idet de midt i september sammen overværede overrækkelsen af Rungstedlundprisen.
Dengang sagde Karsten Ree, at de blot var venner.
Han og Gitte Peters har kendt hinanden gennem mange år, og nu har forholdet udviklet sig i en sådan grad, at de er blevet et par.