Kasper og Stephanie Fisker løfter sløret: Har hemmelige planer med kendispar
Det var i efteråret, at danske tv-seere for alvor kunne følge med Kasper Fiskers udvikling.
Han medvirkede i TV 2-hittet ”Vild med dans”, hvor han dansede sig til en sejr med Karina Frimodt.
Derfor har den tidligere fodboldspiller også nydt, at kalenderen ikke har været helt så fuld i foråret.
- Vi havde et meget travlt efterår i en ekstrem grad, lød det fra Kasper Fisker, da BILLED-BLADET mødte ham og hustruen Stephanie til Danish Beauty Awards 2024.
Men med sommerens komme, har parret fået lidt mere i kalenderen.
Snart udkommer deres seneste børnebog om ”Familien Fisker”.
- Den 1. juni kommer der endnu en børnebog i rækken. Vi har skrevet to i forvejen, fortalte han.
Når parret ser endnu længere frem i kalenderen, skal de igen samarbejde med et andet kendispar.
Nemlig deres nære venner Hans og Jobbe Pilgaard.
- Nu er vi i gang med Det Gule Show 2, som vi turnerer med til efteråret. Så det sidder vi og lægger sidste hånd på. Det begynder at tage form, fortalte Stephanie Fisker.
- Men vi har også gang i mange andre projekter med Jobbe og Hans, tilføjede hun.
Hvad det er for andre projekter, ville Stephanie Fisker dog ikke sætte mange flere ord på.